Fanefjord glas

Den etik som er baggrunden for mit forhold til design og produktion af brugsting blev grundlagt i midten af 70erne og bygger på begrebet “brugskunst”.
Set med nutidens øjne repræsenterer min forestilling om brugskunsten en ret puritansk ide: Ideen om at kunsthåndværkeren udvikler funktion og æstetik direkte i materialet, på grundlag af en målsætningen om at skabe funktionelle dagligdags brugsting med et vist æstetisk overskud.
Design er i denne sammenhæng det nødvendiges design, forstået på den måde at det primært er et arbejde med at tilfredsstille en funktion. Den egentlige æstetiske udvikling af tingene opstår i denne sammenhæng, som følge af det arbejde den engagerede håndværker udfører ved produktionen og ikke mindst reproduktion af tingen. Ved dette koncept er det i det beviste samspil med materialet at det artistiske udtryk udvikles.

I sit væsen er denne forestilling selvfølgelig både håbløst romantisk, og i kommerciel forstand fuldstændigt urealistisk.
Ikke desto mindre er det forestillingen om en ideel produktion, der for mig giver mit arbejde som kunsthåndværker, producent eller fabrikant mening, samtidigt som den leverer det moralske alibi til at fortsætte denne resurse krævende produktion, og det selvom verden i forvejen er overfyldt af “ting”.
Med andre ord: Jeg er stadig overbevist om at det at udvikle og fremstille gode brugsting er med til at skabe en verden der er lidt bedre at leve i.
Men på baggrund af tidens kontekst kan jeg dog undertiden føle mig som en forbenet rune rister, der fortsætter med at hakke tegn i sten, på trods af at vi i dag lever i en digitaliseret verden.

Kunsthåndværket har som ideelt mål at optimere æstetikken og funktionen i både brugsting og dekorationer på håndværkets og materialets præmisser.
Men fordi jeg er ved at brække mig over den mængde af ting vi som kunsthåndværkere producere tilsyneladende med det eneste formål at tjene penge, og i visse tilfælde oven i købet markedsfører på påstanden om en form for åndelig kvalitet, er jeg efterhånden blevet ret hudløs på dette område.
Derfor føler jeg det nødvendigt at erklære; at jeg selvfølgelig betragter mig selv som kunsthåndværker, at jeg værdsætter, respektere og tager denne rolle alvorligt. – Men kunsthåndværk som det forefindes i dag, i bund og grund er en pragmatisk disciplin med æstetik i centrum og funktion som et påskud.
En egentlig åndelige dimension af mit arbejde skal derfor ikke findes i min produktion signeret Fanefjord, men i de arbejder jeg udfører med rene kunstneriske ambitioner og signerer Per-René Larsen.

.